Lad venligst min servicehund være

Hvorfor kan så mange mennesker ikke finde ud af at respektere servicehunde, og især at de ikke skal tage kontakt til dem?

Når man tager kontakt til en servicehund, distraherer man den i sit arbejde, og det kan have mange alvorlige konsekvenser for dens bruger – fatale konsekvenser for en med feks epilepsi!

Jeg oplever det hver eneste gang, jeg er ude i samfundet, at folk tager kontakt til Kenzo, hvilket er dybt frustrerende! Ikke bare for mig, men også for Kenzo, for han bliver irettesat, når han mister sit fokus, og det gør han, for han er en hund, ikke en robot, og så elsker han faktisk mennesker.

Næste problem opstår så i rigtig mange tilfælde, når jeg pænt og høfligt over for dem italesætter, at de ikke må tage kontakt til hunden; mange føler sig forurettede, bliver vrede og ubehagelige, hvilket ofte trigger et angstanfald hos mig.

Hvad skal der til? Hvad kan jeg gøre for at folk forstår, at de skal lade min hund være, ikke tale til ham eller sige lyde til ham? Hvad skal der til, for at folk respekterer, at han er på arbejde og ikke må forstyrres?

Jeg er faktisk nået dertil, hvor jeg virkelig skal mærke efter, om jeg har overskuddet til at bevæge mig ud i samfundet, fordi jeg ved, at det indebærer en stor sandsynlighed for, at jeg bliver overfuset af mennesker, som ikke udviser respekt og forståelse for min servicehund og mig! Dvs. den frihed og mulighed for at leve så normalt et liv som muligt, fordi jeg har min servicehund, bliver taget fra mig på grund af den manglende respekt og forståelse!

Skal jeg virkelig derud, hvor min servicehund skal være af en race, som mange helt naturligt har respekt for eller er bange for?

Forstå, at min hund er min kørestol og krykker, og uden ham kan jeg ikke gøre de ting, som mange andre tager for givet. Så vær venlig at lade os gå i fred, giv ham arbejdsro, og giv mig min personlige frihed til at færdes ude i samfundet!