Alarmhunde til diabetes 

Alarmhunde til diabetes 

Hos Foreningen Servicehundeakademiet er vi blevet meget opmærksomme på, hvad en hund kan gøre for en borger med diabetes. Hunden kan lugte anfald eller stigning i blodsukkeret i sved eller ånde fra borgeren og på den måde alarmere borgeren. Det er utroligt, hvad hundene kan, og hvor fin deres lugtesans er. Når vi træner en hund til diabetes, er det vigtigt for os, at hunden kan flytte ind hos borgeren, når vi har lagt en god grundtræning. Grundtræningen består af lydighed og opstart af registrering af blodsukkerfald/stigning. Herefter er borgeren i tæt samarbejde med en instruktør med til at træne hunden for at sikre, at hunden udvikler de rette kompetencer til at kunne registrere blodsukkerfald/stigning hos borgeren. Hunden skal naturligvis stadig certificeres, så den også fungerer på lige fod med en servicehund. Som udgangspunkt vil vi helst udvælge hunden, men det er ikke umuligt at bruge en hund, man har i forvejen, hvis den kan leve op til lydighedskravene.

Her er en beretning fra en borger med alarmhund i træning:

“Jeg hedder Lise, og jeg er 45 år gammel. Jeg har sukkersyge. I mange år har jeg prikket mig over 20 gange om dagen i fingrene for at måle mit blodsukker. For et par år siden fik jeg en sensor, som måler mit blodsukker og giver en alarm, hvis jeg falder eller stiger for meget. Det giver frihed til ikke at skulle tage blodprøver hele tiden. Men problemet er, at alarmen går, når det er sket. Altså, når alarmen går, er mit blodsukker allerede for lavt. Deres målinger er også relativt tit forkerte, eller de falder pludselig af. Og så er jeg på den.

Nu har jeg så fundet løsningen. Han hedder Loke. Jeg har mødt Loke flere gange, og han reagerer altid på mit blodsukker, når det falder til under 5.5 og stiger til mere end 9. Jeg har målt efter med blodprøver, når han alarmerer mig, og han er mere præcis end sensoren. Når jeg har et fald eller stigning, skubber han mig med næsen. Reagerer jeg ikke, så træder han på mig eller slår mig blidt med poten. Lytter jeg stadig ikke, lægger han sig på mine fødder. “Så lyt dog til, hvad jeg fortæller dig,” syntes han at sige. Når vi er i gang med at træne, stopper han, indtil jeg reagerer.

Loke er stadig lille og har ting at lære, men blodsukkeret – det kan han bare fra naturen. Og det er til perfektion.

Mit blodsukker er rigtig svært at styre; jeg er kronisk smertepatient, og smerte ændrer blodsukkeret. Siden Loke flyttede ind, har jeg ikke haft et eneste blodsukkerfald. Det kunne ellers før gå fra 9,2 – 3,1 på 30 minutter, hvilket naturligvis kan være farligt. Mit generelle blodsukker er nærmest normaliseret. Jeg kan meget lettere styre insulinindtag/madindtag, før det bliver for højt/lavt.

Jeg er meget mere tryg i min dagligdag nu, hvor Loke passer på mig. Vi går gode lange ture, hygger os, leger i sneen og træner hver dag. Jeg er begyndt at leve i stedet for at overleve. Livet har med Loke fået en kvalitet og en dimension, det ikke havde før. Om natten vækker han mig og bliver ved mig et godt stykke tid, før han går tilbage til fodenden. Jeg er så tryg, at jeg kan lægge mig til at sove efterfølgende, og jeg har taget mindre insulin, siden han kom til.”