Hvad har DET med ergoterapi at gøre?
Er et spørgsmål, jeg er blevet stillet rigtig mange gange, fordi jeg har valgt at tage min 6. semesters praktik hos Servicehundeakademiet.
Svaret er simpelt: ALT.
Ergoterapi handler om at muliggøre aktivitet og deltagelse i hverdagslivet – for mennesker, der af den ene eller anden grund er forhindret i det. En ergoterapeut kan hjælpe med at understøtte det, på mange forskellige måder. Hjælpemidler er et centralt element i ergoterapi og en servicehund er i princippet et hjælpemiddel – men samtidig noget helt andet.
Jeg har med egne øjne set, hvordan en servicehund kan være en gamechanger i menneskers liv. Hunden er trænet til at hjælpe med helt konkrete udfordringer, f.eks. at aflede ved angst eller selvskade, at virkeligheds korrigere ved paranoide tanker, at skabe tryghed i sociale sammenhænge og meget mere.
Men det stopper ikke der. Med hjælpen følger ansvaret for hunden. Det er et levende væsen som man knytter sig til. Den motiverer til struktur i hverdagen, fremmer fysisk aktivitet. Følelsen af at være betydningsfuld – at være noget for nogen, har enorm betydning for selvværd og livskvalitet. Det er kort sagt en win-win. Hunden hjælper og personen vokser med opgaven. Netop dét er essensen af ergoterapi: at muliggøre deltagelse i meningsfulde aktiviteter.
Derfor er svaret: ALT
Beviserne er der:
En obligatorisk del af min praktik er, at søge videnskabelig litteratur om området. Jeg har fundet et væld af forskningsartikler fra hele verden, som dokumenterer den positive effekt af servicehunde til mennesker med psykiske lidelser og autisme.
Som ergoterapeutstuderende kan jeg ikke lade være med at undre mig over, hvorfor servicehunde ikke er mere udbredte i Danmark – specielt når evidensen for deres effekt er så tydelig.
Når det er sagt, er en servicehund ikke en løsning for alle. Det kræver en grundig helhedsvurdering af personens hverdag, aktiviteter, ressourcer og udfordringer. Det handler simpelthen om, hvordan en servicehund konkret kan støtte op om meningsfulde aktiviteter, øge selvstændighed i hverdagen – og ikke mindst have ressourcer til at varetage hundens behov også.
Her har ergoterapeuter noget helt særligt at byde ind med. Vi uddannes til at lave aktivitetsanalyser, bruge standardiserede vurderingsredskaber og se samspillet mellem menneske, aktivitet og omgivelser – netop de kompetencer, der er relevante, når man skal vurdere behovet for og effekten af et hjælpemiddel som en servicehund. Men en klientcentreret tilgang og fokus på nærmeste udviklingszone, er ergoterapeuter ligeledes meget velegnet til selve implementering af servicehunden hos personen. Derfor undrer det mig, at ergoterapeuter ikke i højere grad kommer på banen. Det frustrerer mig, at servicehunde ikke indgår som en naturlig del af uddannelsen, og at kendskabet til deres potentiale stadig er så begrænset.
Et spørgsmål om værdi:
Min praktik startede i kølvandet på tv-udsendelsen om servicehunde, og det har helt klart påvirket de spørgsmål, jeg er blevet mødt med. Noget af det, der har overrasket mig mest, er det massive fokus på prisen.
Om det skyldes udsendelsen eller en generel forestilling i samfundet, ved jeg ikke – men det provokerer mig. Jeg har mødt flere, som uden tøven sammenligner prisen på en almindelig familiehund med en servicehund. Den sammenligning er ikke bare forkert – den er både primitiv og respektløs overfor det arbejde, der ligger bag.
En servicehund er ikke bare en hund. Den er resultatet af et omfattende vurderingsarbejde, specialiseret træning og et tæt samarbejde med det menneske, den skal støtte – både før, under og længe efter, den er udplaceret.
Det svarer lidt til at spørge, hvorfor kommunen ikke bare køber rollatorer i Harald Nyborg – når vi godt ved, at de rollatorer, der bevilges, er designet med langt højere kvalitet, tilpasning og holdbarhed. Det handler om funktion, sikkerhed og langsigtet værdi.
Ja, en servicehund har en udløbsdato. Men den holder stadig længere end de fleste andre hjælpemidler, og det er på trods af at den bliver brugt hver eneste dag og ofte også om natten. En servicehund er ikke et af de mange hjælpemidler der bliver placeret i skuret og kun kommer frem til i forbindelse med en familiefødselsdag.
I løbet af min praktik har jeg mødt mennesker, der tidligere har tilbragt halvdelen af deres liv med gentagne indlæggelser på psykiatriske afdelinger – men som ikke har haft én eneste indlæggelse, siden de fik en servicehund.
Det får én til at overveje, om en servicehund i virkeligheden ikke er en meget billig løsning i det lange løb – både menneskeligt og økonomisk.
Et akademi med poterne solidt plantet i fagligheden
Min praktik hos Servicehundeakademiet har vist mig en ny og meningsfuld verden. Jeg falder på halen over, det professionelle niveau servicehundeakademiet arbejder på. Det gælder hele processen, fra vurdering, fællestræninger, samtræninger, til træning i fængslet, til opfølgninger og respektfuld menneskelig kommunikation.
Det er tydeligt, at der banker et stort hjerte for både hunde og de mennesker de kan hjælpe. Jeg er oprigtigt taknemmelig for at have fået muligheden for at opleve det på nært hold.
Samtidig har jeg fået øje på, hvor afgørende ergoterapeuters faglighed er i denne sammenhæng. Faktisk vil jeg gå så langt som til at sige, at ergoterapeuter er uundværlige i arbejdet med både vurdering af behov og samt implementere af servicehunde. En forudsætning er dog, at ergoterapeuter tilegner sig hundeinstruktør kompetencer.
Vi har de nødvendige kompetencer til at analysere og forstå samspillet mellem menneske, aktivitet og omgivelser – og det er netop denne helhedsorienterede og klientcentrerede tilgang, der gør, at en servicehund bliver en reel og bæredygtig ressource i et menneskes liv.
Jeg håber, at ergoterapeuter i fremtiden får en langt mere tydelig og anerkendt rolle i dette felt – og at servicehunde generelt opnår større anerkendelse i samfundet som det hjælpemiddel, det reelt er. At de bliver mere udbrede og betragtet som en naturlig del af rehabiliteringsindsats.
Det handler om meningsfuldhed i sin reneste form – og nogle gange involverer det fire ben, pels og et vov, når det virkelig gælder.
– Camilla, ergoterapeutpraktikant
