Onsdag d. 18. september 2024
I mine 20 år havde jeg aldrig kendt til tryghed i offentligheden. mursten i maven, lænker på fødderne og vægte i lungerne er alt hvad jeg havde kendt. Bygningerne væltede ind over mig,
Jeg havde altid følt mig lille og skrøbelig. De lænede sig hen over mig med deres magt, mens jeg ventede på de ville mase mig. Jeg havde næsten ikke sovet om natten, spænding og nervøsitet havde sitret mig vågen. Men jeg var parat til at møde min fremtid.
Mens jeg gik med min mor ned mod mosen i Odense, kom alle spørgsmålene med tvivl og min værdighed tilbage.
Var det nu det rigtige?
Er jeg ‘syg’ nok?
Kan jeg tage mig af en hund?
Er jeg god nok?
De vægtede stærkt over mig da jeg spottede dem.
Jeg havde lært alle hundenes navne igennem sociale medier, jeg elskede at se deres fremgang som en livredder.
Det minut jeg fik Perle i hånden, og vi gik sammen, faldt mine skuldre ned, jeg kunne trække vejret i den kølende efterårsmorgen, de konstante lyde der havde runget mit hoved i 20 år blev svage, fordi, hun var lige der.
Jeg var endelig ikke alene.
Hun tryggede sig til mit ben, så jeg altid kunne mærke hende.
Følelsen havde taget mig over en måned at beskrive og jeg var stadig ikke sikker på at det gjorde det ret.
Smuk.
Følelsen var smuk. Det har jeg aldrig følt før.
Jeg havde hovedet oppe, jeg kunne trække vejret, jeg kunne nyde solskinnet og den milde vind. Jeg var fri.
Jeg kunne gå rundt i en time uden at føle min angst for livet og fremtiden, for nutiden og datiden. Jeg var bare.
Det var bare mig og Perle.
Selvom hun nok ikke var mit match, blev jeg overvældet af følelsen af tryghed.
På vej hjem i toget ramte det mig, jeg er ikke okay.
Og det har jeg aldrig været.
Men det har været min norm i 20 år.
Først efter denne oplevelse, fik jeg realtionen at jeg er ikke okay og det jeg oplever, er ikke okay.
De kommende uger efter havde jeg været tom for energi, den overvældelse af realtionen havde slået mig ud.
Tanken om at jeg vidste der var masser af hunde i træning, men ingen tegnede sig til at være mit match, havde knust mig. Jeg oplevede frihed i den korte time og jeg vil glæde mig til den bliver min hverdag.
– Marie, kommende servicehundebruger
