Nanna sætter fokus på pårørende i nyt forskningsprojekt

I sommers fik Servicehundeakademiets ergoterapeut, Nanna Jacobsen, publiceret sin første videnskabelige artikel. Artiklen udspringer af hendes speciale og hendes interesse for psykiatri – og ikke mindst for de mennesker, der ofte står ved siden af sygdommen.

Nanna fortæller:

Det føles lidt særligt at kunne dele, at min første forskningsartikel nu er blevet publiceret – et arbejde, der udsprang af mit speciale og min interesse for psykiatri og de mennesker, som ofte står ved siden af sygdommen.

Når vi taler om svær psykisk sygdom, er fokus naturligt rettet mod den person, der er ramt. Men sygdommen påvirker sjældent kun én person. Pårørende spiller ofte en afgørende rolle i hverdagen, samtidig med at de selv kan opleve en betydelig belastning.

I vores systematiske review undersøgte vi, hvordan pårørende til mennesker med svær psykisk sygdom oplever denne belastning.

Studierne viste blandt andet, at mange pårørende oplever følelsesmæssig belastning, social isolation, sorg, stress og en reduceret livskvalitet. Samtidig peger resultaterne på et behov for, at pårørende i højere grad anerkendes og inkluderes som en vigtig del af behandlingsindsatsen – og at de selv tilbydes støtte.

For mig personligt markerer publikationen afslutningen på en lang proces, der begyndte med et specialeprojekt og siden udviklede sig til et publiceret forskningsarbejde. Jeg er taknemmelig for samarbejdet med mine medforfattere Birgitte Nørgaard og Michael Marcussen og stolt over at kunne bidrage til et område, som fortjener mere opmærksomhed.

Nu ser jeg frem mod næste forskningsprojekt, hvor fokus flyttes fra pårørende til psykiatriske servicehunde. Projektet skal undersøge effekten af en psykiatrisk servicehund ved at sammenligne borgernes aktivitetsudførelse og hverdagsfunktion før udplacering af hunden og igen seks måneder efter udplaceringen. Jeg håber, at projektet kan bidrage med ny evidens om, hvilken betydning psykiatriske servicehunde kan have for mennesker med psykisk sygdom.

Artiklen kan læses her:
http://dx.doi.org/10.1080/08039488.2026.2687768



Nanna Jacobsen ergoterapeut første videnskabelige publikation