Foreningen Servicehundeakademiet blev stiftet i juli 2023 ved at stort set hele Servicehundeakademiet ApS blev lagt over i foreningen. Det var alene kursusdelen, som ikke blev overdraget, da der var for stor økonomisk risiko for foreningen ved at lægge denne del over i foreningen.
Det betød, at Foreningen startede med et stort antal hvalpe og unghunde, som var i gang med træning og uddannelse til at blive certificerede servicehunde. Disse hunde blev stort set alle udplaceret i sidste halvdel af 2023, så der i foreningens korte levetid i 2023 kunne udplaceres i alt 12 servicehunde.
2024 startede således med et begrænset antal hvalpe og unghunde, da der ikke havde været kapacitet til at tage et større antal hvalpe ind til træning i 2023. Der skulle derfor iværksættes testning og undersøgelser af hvalpe med henblik på køb fra starten af 2024.
Der er således i 2024 købt rigtig mange hvalpe, der er blevet fundet egnet til at blive trænet til servicehunde. Mange kommende brugere har efterspurgt andre hunde end de labradorretrievere og pudler, som Servicehundeakademiet hidtil har anvendt. Specielt har efterspørgslen på en lidt mindre race været stor.
Efter anbefaling valgte vi derfor at investere i hvalpe af rasen ELO. Det blev desværre en uheldig investering. Det viste sig både at være økonomisk for dyrt at teste og indkøbe disse hvalpe i Tyskland og efterfølgende viste det sig, at hverken sundheden eller evnerne til at blive certificeret servicehund var til stede. Det er således kun 1 hund ud af de 6 indkøbte hvalpe, der fortsat er i vores trænings- og uddannelsesprogram. De øvrige er enten afgået ved døden eller udgået af programmet.
Det har bevirket, at vi alene har kunnet udplacere 7 certificerede servicehunde i 2024.
Da vi har indkøbt, trænet og uddannet rigtig mange hvalpe i 2024, vil mange af disse være klar til certificering og udplacering fra starten af 2025. Vi forventer, at vi i løbet af 2025 kan udplacere 20 – 25 certificerede servicehunde.
En anden udfordring vi mødte i starten af 2024, var ønsket om at imødekomme efterspørgslen efter førerhunde. Vi fik ansat 2 trænere med viden om træning af førerhunde, fik indkøbt særlige bøjler og andet målrettet udstyr til træning af disse hunde. Desværre var samarbejdet med de 2 trænere ikke optimal og samarbejdet ophørte i første halvdel af 2024. Vi har derfor fravalgt fremadrettet at have et særligt fokus på uddannelse af førerhunde.
Vi har i 2024 modtaget 1.150.500 kr. i donationer fra fonde.
Disse midler er målrettet anvendt til indkøb af hvalpe, træning, dyrlægeudgifter, foder, godbidder, kurve/bure og transport i forbindelse med testning og køb, træning, visitering af borgere og samtræning med brugere samt endelig udplacering. Ingen af de indkøbte hunde er blevet klar til udplacering i 2024, men forventes udplaceret fra starten af 2025 efterhånden som træning, uddannelse og certificering bliver afsluttet. Hundene skal aldersmæssigt være i alderen 12 – 18 måneder, inden endelig udplacering kan finde sted, og vi tilstræber at hundene så vidt muligt er tæt på 18 måneder inden udplacering.
Baggrunden for at hundene skal have en alder på mellem 12 – 18 måneder er både for at sikre, at der kan foretages de nødvendige røntgen og screening af hundenes sundhed og at hundene har den nødvendige modenhed, inden de certificeres til servicehunde til udplacering.
Det har været en økonomisk udfordring af lægge dette faglige og professionelle niveau både i forhold til hundenes sundhed, modenhed og træningsniveau samt at fastholde, at selvom hunden i princippet kunne bestå og blive certificeret langt tidligere aldersmæssigt, så skulle de forblive hos trænere og instruktører, indtil de har nået den rigtige alder.
Samtidig har vi en lang venteliste med kommende brugere, der virkelig har brug for at få en servicehund til af afhjælpe deres udfordringer.
Denne strategiske og fagprofessionelle beslutning har været en stor økonomisk udfordring for foreningen, men omvendt så ønsker vi ikke at gå på kompromis med denne beslutning. Det er således blevet tydeligt, at foreningens servicehunde er blevet langt dyrere end først antaget. Der arbejdes derfor målrettet på at minimere alle omkostninger i størst muligt omfang.
Den oprindelige forventning var, at en servicehund kunne indkøbes, trænes, certificeres og udplaceres for et budget på ca. 119.000 kr.
Reelt ser det imidlertid meget anderledes ud. Som udgangspunkt skal vi generelt forvente at indkøbe op til 3 hvalpe, der alle testes egnet. Disse hvalpe trænes målrettet i de første 12 måneder med henblik på at blive uddannet og certificeret servicehund. På grund af enten sundhedsniveau eller uheldige egenskaber, der først viser sig langt henne i træningsforløbet, vil 2 ud af de 3 hvalpe risikere at udgå. Dette sker typisk i perioden fra de er 8 – 12 måneder. Der har således været 3 x omkostninger i en lang periode, inden vi reelt kan stå med en færdiguddannet og certificeret servicehund, der kan udplaceres hos en bruger.
Derfor er vores nuværende budget til en certificeret servicehund ca. 236.000 kr.
Vi er derfor dybt afhængige af fondsmidler, da kommunerne indtil nu kun har villet betale kr. 97.000 for en certificeret servicehund.
Denne økonomiske indsigt havde vi ikke tilbage i 2023, da vi startede foreningen.
Samtidig valgte vi fra starten af at have fokus på at blive ADI akkrediteret/certificeret. ADI (Assistent Dog International) er en international organisation, der har til formål at sikre en høj kvalitets standard hos servicehunde. Vi er derfor løbende blevet klogere både på hvilken kvalitetsstandard, der skal være samt hvordan vi som organisation løfter den faglighed, vi mener er afgørende for, at der kan blive et godt match mellem brugernes behov, hundens kvaliteter og instruktørernes faglighed til at skabe en tryg overlevering af servicehunden.
Vi arbejder målrettet på at leve op til de krav en ADI certificering kræver. Det koster desværre langt mere end det, der indtil nu er blevet bevilliget af kommunerne. Også her arbejder vi på at orientere og forklare de bevilligende myndigheder, hvilket arbejde, der ligger forud for en certificering og hvilke omkostninger, der er forbundet hermed.
Vores tidligere fundraiser var meget dygtig til at søge og få bevilliget store fondsmidler. Hun havde stor erfaring på området og udførte alt arbejde fra første henvendelse til en fond til en evt. donation blev bevilliget. Det var for os vigtigt, at det netop var en fundraiser med både viden, erfaring og faglighed, der varetog opgaven, da ingen andre i foreningen havde viden om dette område.
Ud over fundraising udarbejdede medarbejderen brugerundersøgelser og havde stor kontakt med mange af foreningens brugere. Derudover varetog medarbejderen træner og instruktøropgaver.
Medarbejderen havde således en stor indsigt i alt, hvad der vedrørte foreningen.
Desværre blev denne viden misbrugt, således at oplysninger fra brugerundersøgelsen blev anvendt til at orientere fonde om, at en donation fra en fond var blevet anvendt til enkelte konkrete brugere. Disse orienteringer gav det indtryk, at en bevilling på kr. 119.000 havde dækket samtlige omkostninger til en konkret certificeret servicehund. På trods af, at fundraiseren var bekendt med de faktiske omkostninger og at alle bevilligede servicehunde både krævede betaling fra enten kommunen eller de borgere, der selv ønskede at betale for en servicehund samt at der kunne anvendes fondsmidler til dækning af omkostningerne.
Samarbejdet med fundraiseren blev mere og mere vanskeligt og endte med en afslutning i maj/juni måned 2024. Umiddelbart før fundraiserens fratræden blev samtlige de dokumenter, som fundraiseren havde haft adgang til slettet. Desværre uden at det har været muligt for os at genskabe dem alle. Dette bevirkede, at vi sad tilbage med en stor opgave i at få overblikket over foreningens dokumenter, herunder samtlige fondsansøgninger og bevilliger.
I efteråret blev vi kontaktet af DR Kontant, der ønskede et interview om fondsmidler og økonomi, hvilket vi gerne ville give, da vi intet havde at skjule. Det var i forbindelse med
dette interview, at vi blev bekendt med, at den tidligere fundraiser havde misbrugt sin viden og fejlagtigt orienteret nogle fonde på en måde, så det fremstod som om foreningen havde fået dobbelt betaling for nogle af de udplacerede servicehunde.
Derudover gik det op for os under interviewet, at journalisten ikke forstod at læse regnskabet for 2023, idet han henviste til at alene halvdelen af de bevilligede donationer fremgik af regnskabet. Den anden halvdel fremgik under periodiserede udgifter. At vi havde valgt at periodisere halvdelen af donationerne, skyldes at foreningen først modtog dem sidst i 2023 og derfor først ville blive anvendt i 2024.
Selvom vi både fremsendte regnskabsmæssig dokumentation for at den anden halvdel fremgik under periodisering og at foreningens revisor udarbejdede en erklæring på dette, blev dette ikke medtaget i den endelige udsendelse i februar 2025. Tværtimod deltog foreningens tidligere fundraiser anonymt i udsendelsen med voldsomme beskyldninger mod foreningen.
Foreningen fremstod således, som om der ikke var styr på fondsmidlerne og at foreningen havde modtaget dobbelt betaling for nogle af hundene.
Dette har været en stor udfordring for foreningen at stå i denne situation og i skrivende stund oplever vi fortsat mistillid til foreningen fra enkelte fonde, og enkelte kommende brugere. Derimod har vi fortsat et godt samarbejde med kommunerne, der bevilliger servicehundene og vi har modtaget stor ros for vores faglighed og professionalisme.
Vi arbejder fortsat på at få genskabt tilliden til fondene og har valgt at anvende en ekstern selvstændig fundraiser til at søge midler for foreningen fremadrettet.
Afslutningsvis kan vi glæde os over, at vi opnået en faglig styrkelse ved at have ansat en ergoterapeut, der også er uddannet veterinærsygeplejerske. Vi har fået flere kommuner som samarbejdspartnere. Vores visitering og evaluering er blevet styrket og vi har modtaget mange positive tilkendegivelser på dette arbejde.
Efter en relativ stor udskiftning blandt vores trænere i starten af foreningens levetid, har vi nu en velfungerende træner og instruktørgruppe, der leverer et fagligt højt arbejde.
Vores samarbejde med Søbysøgård Fængsel har fungeret rigtig godt i hele foreningens levetid. Med afsæt i recovery tankegangen, har vi hele tiden hvalpe hos de særligt udvalgte indsatte i fængslet. Vores instruktører er 3 gange om ugen i fængslet, hvor de henholdsvis uddanner de indsatte i at træne hvalpene, tager hvalpene med ud i miljøtræning og i enkelte situationer har tidligere indsatte med i fællestræningerne. Dette arbejde ønsker vi at kunne fortsætte med og er på nuværende tidspunkt i gang med at undersøge muligheden for fondsmidler til dette arbejde, da det hidtil har været ulønnet for foreningen.
Vi vil gerne takke de mange fonde, der har doneret til foreningen og som dermed har bidraget til, at vi kan hjælpe de mange sårbare mennesker, der har glæde af et hjælpemiddel i form af en certificeret servicehund.
Derudover vil vi takke for de medlemmer, der gennem støttemedlemskab er med til at bakke op om foreningen.
Også en stor tak til vores trænere og instruktører for det store arbejde, der lægges i hver enkelt hund.
Og tak til de mange kommuner, der har valgt at samarbejde med os.
Sidst men ikke mindst en stor tak til de brugere, der vælger at få deres certificerede servicehund fra foreningen Servicehundeakademiet.
På bestyrelsens vegne
Sanne Vahlun
Formand